Levnedsløb

Martin Andersen Nexø's senere far, den 18-årige born­holmer Hans Jørgen Andersen (1839-1910) var taget til Køben­havn for at gøre sin lykke og stige i social status; han var sten­hugger og bro­lægger. Han og Helene Christine Mathilde Maintz (1845-1927, smede­datter fra Stege, hvis forældre var døde af kolera) ville til at gifte sig i Køben­havn, men så blev han indkaldt til krigs­tjeneste i 1864. Hans Jørgen lånte 50 Rigs­daler og betalte en anden for at gå i krig i hans sted. Men det var mange penge, så gælds­byrden og Hans Jørgens mange arbejds­løsheds­perioder tvang familien ned i fattig­dom i mange år; (til sammen­ligning betalte også Jeppe Aakjærs far sig fri for krigs­tjeneste i 1864).

Valutaomregning fra Rigsdaler til nutidskroner.
Det er en ret umulig opgave at omregne 50 Rigsdaler i 1864 til nutidskroner. Fx tilbyder www.oldmoney.dk kun valutaomregning fra år 1900. Endogså min bankrådgiver i Nordea giver fortabt.
(Se et eksempel på omregningsproblemerne på internetsiden https://www.slaegtogdata.dk/forum/index.php?topic=71985.0.)
Imidlertid er jeg stødt på et eksempel i http://helec.dk/Rigsdaler.pdf hvor en gård i år 1850 betales med 1.600 kr. (omregnet x2 fra Rigsdaler, pr. året 1873) som i år 1900 er 16.000 kr. værd.
Hans Jørgen Andersens 50 Rigsdaler var altså i nærheden af 100 kr. værd i år 1864, og tilsvarende 1.000 kr. værd i år 1900.
Nu kan www.oldmoney.dk træde i funktion og fortælle at 1.000 kr. i år 1900 er lig med 72.910 kr. i år 2017.
Hvis familien Andersens gæld lå i dette leje har beløbet jo nok givet mange års økonomiske besværligheder i en fattig familie med 11 børn (minus 4 døde børn) og en alkoholiseret fader.

1865 (Hans Jørgen 26 år, Mathilde 20 år) gift i Tårbæk Kapel; skilt før 1905. Hans Jørgen arbejdede i en periode på et brændevins­brænderi i København. Som normalt for arbejdere på den tid blev imidlertid 1/4 af lønnen udbetalt som brændevin. Dermed var grunden lagt til et liv som alko­holiker for Hans Jørgen Andersen – og yderligere fattig­dom for hans familie.

Martin Andersen Nexø (MAN) blev født 26. 6. 1869 på Christians­havn, døde 1. 6. 1954 i Dresden. Som nygifte boede Martins forældre i Sankt Annæ Gade 33 i Køben­havn i en toværelses kvist­lejlighed i bag­huset, anden bagsal over gården (80 m til Vor Frelsers Kirke med det snoede tårn, 190 m til vore dages Chri­stiania); i disse fattige om­givelser var Martin den yngste af fore­løbig fire børn. Moderen måtte hejse mad­rester op under loftet i en kurv, så rotterne ikke kunne nå maden. Martin var ofte sygelig som barn og fejlede stedse et eller andet indtil han blev næsten 40 år; alligevel blev MAN dog så godt som 85 år.

Da Martin var 3 år i 1871 flyttede familien til den forholdsvis nyopførte Brumleby på Østerbro med lejligheder på 25 kvm, i A-rækken, nærmest Trianglen; (Læge­foreningens Boliger: 240 et- og toværelses lejlig­heder bygget 1853-1857 efter kolera­epidemien i 1853 (ud af Køben­havns 140.000 ind­byggere døde 4.737); i de følgende år byggedes yder­ligere ca. 300 lejlig­heder; i alt 2.500 beboere).

Da Martin var 8 år gammel var to søskende døde, Hansine Marie og Anna Helene var født; på dette tids­punkt flyttede familien i fattig­året 1877 til faderens føde­sted Nexø på kom­munal fribillet. På den måde sparede Køben­havns Magistrat at betale årelang fattig­hjælp til familien.

Dengang i 1877 var det en drøj sejltur på 20 timer via Hasle til Nexø med Øst­bornholmske Dampskibs­selskabs jern­dampskib, SS Erna (1877-1897).

SS Erna (1877-1897), bygget på Kockums Mekaniska Verkstad i Malmö ligger på billedet i Nexø havn engang før den store havne­udvidelse i 1879, nemlig bygningen af det nordlige bassin, kaldet Trafik­havnen.

SS Erna grundstødte og forliste den 15. december 1897 kl. 03.30 på Falsterbo Rev (vand i salonen efter cirka 5 minutter). Besætningen på 12 samt 9 passagerer (i nattøj) kom alle i land i rednings­bådene, men hele dæks­lasten af svin og kreaturer druknede. (www.nexoemuseum.com).

Mathilde fødte i løbet af 14 år 11 børn, hvoraf fire døde som små: Anders Christian 1864, Gertrud 1866, Georg Frederik 1867, Martin 1869, Hansine Marie 1871, Anna Helene 1876. De senere børn fik nummer­navne: ”Sylvia” 1877 (abort), Othilie Mathilde 1879, Carl Nicolai 1882, Tioline Andrea 1883, Ella Lovise Maintz 1888.

Helene Christine Mathilde Maintz Andersen. (www.myheritage.com).

1880-1882 byggede Hans Jørgen Andersen selv et hus i Ferskesø­stræde 36 med hjælp af sønnerne Georg 13-15 år, og Martin 11-13 år (men huset kan kun knapt kaldes MANs barndoms­hjem, idet Martin blev sysle­horra i Poulsker året efter, 8 km fra for­ældrenes nye hus. MAN selv beskriver kun Farvergårdens hodda som sit barndomshjem). 1990 blev Ferskesø­stræde 36 erhvervet af Nexø kommune og indrettet til det nu­værende Andersen Nexø Museum.

Hans Jørgen Andersen tjente i perioder som bro­lægger i Nexø. Ud for tribunen på Nexø Torv ligger en brosten med bog­staverne HA – Martins far was here!

Ferskesø­stræde i Nexø på Bornholm – hvor familien Andersen var i færd med at bygge eget hus 1880-1882 – er på billedet ved at blive brolagt i 1881. I midten ses den 12-årige Martin med en tilhugget brosten i hænderne, forrest til venstre i billedet står den 42-årige fader, bro­lægger Hans Jørgen Andersen støttende en brolægger­jomfru, og yderst ved trille­børen ses Martins 14-årige store­broder Georg, også bærende en brosten. Georg står ca. ved ind­gangen til det langt senere byggede hus Ferskesø­stræde 22. Det lange bindingsværks­hus bag Georg og hans far er nu til dags opdelt i nr. 14 og nr. 16. Den hjul­benede herre med stok i højre side af billedet står ved gavlen på Ferskesø­stræde 21 {reference­hus; brug træerne ved gavlen på nr. 16 som årstals­datering på de følgende billeder af Ferskesø­stæde i forhold til år 1881}. Alle tolv foto­graferede kigger mod SV (mod Hans Jørgen Andersens nye hus under bygning). (www.denstoredanske.dk).

På vej til Fest­pladsen ved Mosevej (cirka for enden af Ferskesø­stræde) passerer forventnings­fulde Nexø­boere Ferskesø­stræde nr. 21 {reference­hus} med orkester og faner, cirka år 1910. (www.nexoemuseum.com).

Ferskesø­stræde nr. 21 {reference­hus} mellem 1906 og 1910. Mary Christen­sen (datter af Kaptajn Hans Christian Christen­sen) på vej til gas­værket på Søndre Hammer ved Søbækken med en rottehale, for at få 5 øre for den i dusør. (www.nexoemuseum.com).

Søndre Landevej i Nexø for mindst et sekel siden. Mathilde og Hans Jørgen Andersens selvbygger-hus fra 1882 ses til venstre som sydligste hus i Ferskesø­stræde. Bemærk: Ferskesø­stræde og Søndre Landevej hang dengang sammen som én trafikåre.
Endnu i dag viser de skråt placerede kastanjetræer ved Søbækken, at Søndre Landevej engang fortsatte i Ferskesøstræde. (www.nexoemuseum.com).

Allerede som 11-årig blev Martin i 1880 vauta­horra/ røgter­dreng hos avls­bruger Harild på Langedeby­vejen SV for Nexø. I 1883 blev Martin konfir­meret i Bodilsker Kirke og blev (for altså langt over 100 år siden) sysle­horra på Råbygård, Bukkevads­vejen 1, Poulsker (N Poulsker Kirke – og næsten nabo til Rispebjerg, Bukkevads­vejen 7) i 183 dage = et halvt år. Det var urimelig hårdt arbejde for en splejset 14-årig, så Martin talte dagene – og længtes efter noget større.
I årene 1884-1888 blev Martin oplært som sko­mager i Rønne (dengang 8.000 indbyggere); skomager­mesteren smittede Martin med tuberkulose; efter læretiden murer­arbejdsmand.
Vintrene 1889/1890 og 1890/1891 var Martin højskole­elev på Øster­marie Højskole (1900 flyttedes høj­skolen til Åkirkeby og skiftede senere navn til Born­holms Højskole). Ligeledes 1891/1892 og 1892/1893 vinter­elev på Askov Højskole.

10.7.1893 Det første offentliggjorte skriftlige arbejde af MAN var en artikel i Fyns Tidende: St. Hansaften paa Bornholm (under navnet H. Andersen). 1893-1901 fungerede MAN som lærer på flere grundtvig­ske friskoler (lærerne behøvede ikke at have en seminarie­uddannelse); senest som friskole­lærer på Gregersens Skole, Frederiks­berg. 1894 foretog han navne­skift til Martin Andersen-Nexø (senere valgte han efter­navnet uden binde­streg for at hans bøger kunne stå til salg i øjen­højde hos bog­handleren). 1894-1896 Efter Askov­tidens plejende ophold (grundet tuberkulose) hos den moderlige enkefrue Mathilde Molbech foretog MAN en økonomisk under­støttet rekonvale­scens­rejse til Tyskland, Italien, Nord­afrika, Spanien. 1896 vikar på semi­nariet i Silke­borg. 1897 Statens etårige lærer­kursus i Køben­havn. 1898 Første bog­udgivelse: novelle­samlingen Skygger.

1898-1913 (han 29 år, hun 17 år) gift i 15 år med en landmands­datter fra Randers-egnen Margrethe Thomsen (1881-1957), 2 børn (1898, 1900); vielsen foretoges i Mellerup valgmenigheds­kirke (NØ Randers) af præst og forfatter Jakob Knudsen, som MAN kendte fra ungdomstiden på Bornholm. 1901 MAN ernærer sig fra nu af som forfatter, journalist, foredrags­holder. 1902-1903 rejse til Italien og Spanien.

1904-1923 bopæl i Villa Gryet på Stokholm­vej (etymo­logisk er der tale om en stork) nr. 8, Esper­gærde. 1906-1910 Pelle Erobreren. 1907 midlertidig statslig forfatter­undersøttelse. Fra 1909 fast statslig forfatter­under­støttelse. 1910 social­demokrat. Vinteren 1910/1911 opholdt MAN sig i Finster­bergen i Thüringer Wald i Schwartzwald-regionen og indsamlede der grund­laget for novellen Dukken (1916) der beskriver den sociale nød blandt arbejderne på en tysk dukke­fabrik; novellen der først udkom på tysk indeholder denne begejstrede vending: So schön wie der Thüringer Wald ist wohl kein anderer Wald auf dieser Erde, som med stolthed fremvises i glas og ramme på Hotel Spießberghaus, 720 meter over havet. 1911 novelle­samlingen Barn­dommens Kyst.

Fremmedorbog:
Etymologi betyder: videnskaben om ordenes afstamning og oprindelige betydning.

1913-1924 (han 44 år, hun 24 år) gift i 11 år med lærer­inden Mar­grethe Fryden­lund Hansen (1889-1952) fra Enø ved Næstved, 5 børn (1913, 1915, 1917, 1918, 1920). 1917-1921 Ditte Menneske­barn. 1918 Efter bruddet med Social­demokratiet medvirkede MAN til dannelsen af Socialistisk Arbejder­parti SAP. 1920 stiftede han sammen med Marie Sofie Nielsen det danske kommunist­parti DKP. 1922 rejse til Sovjet­unionen; MAN støtter øko­nomisk et russisk børne­hjem, men må overlade for­pligtelsen til andre.

Margrethe Frydenlund Hansen Andersen Nexø og hendes mand, den 7. december 1919; han 50 år, hun 30 år. (www.slideshare.net).

Håndskrevet billedtekst:
Til Marie Nielsen med kammeratlig Hilsen! Margrethe og Martin Andersen Nexö. 7-12 1919.

Oprindelig, trykt billedtekst:
Den unge Martin Andersen Nexø var ingen ynder af ”Frem­skridts-Emancipations­kvinden”. Her har han og hans anden kone, den tyve år yngre Margrethe Fryden­lund Hansen skrevet en kam­meratlig hilsen til Marie Nielsen. Foto ABA.

Marie Sofie Nielsen (1875-1951) lærer (hun blev af politiske årsager forbudt at undervise – og kom i fængsel for at være venstre­orienteret), derefter sygekasse­kontorist resten af livet, SUF, SAP, DKP, pioner for kvinde­kamp. Ergo var Marie Nielsen i høj grad en Frem­skridts-Emancipations­kvinde (frigørelse af afhængigheds­tilstand). (www.da.wikipedia.org).

1922-1930 bopæl i en lejlighed i Brunnen­gasse 7, Allens­bach am Bodensee, med SSV udsigt over Bodensee's kalv: Untersee; æresborger; (afstand: 10 km SØ til Schweiz, i byen Konstanz). 1923 medlem af det tyske kommunist­parti KPD; senere partiløs i flere år.

Brunnengasse 7, Allensbach. En mindplade på huset fortæller om MAN. En litterær cykelrute langs Untersee kaldes for Per Pedal zur Poesie. Personerne på balkonen er muligvis MAN og Johanna May.

1925-1954 (han 56 år, hun 23 år) gift i 29 år med Johanna May (1902-1977) fra Karlsruhe (ved NØ hjørne af Alsace, 180 km NNV Allens­bach), 3 børn (1926, 1930, 1938). 1932 og igen 1950 i forslag som Nobelpris­modtager. 1932-1939 Fire læse­værdigt oplysende erindrings­bøger: Et lille Kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand, Vejs Ende. 1933 rejse til Sovjet­unionen.

Johanna May Andersen Nexø og hendes mand. Billedet optræder i forbindelse med et brev fra Henrik Pontoppidan til MAN i Allensbach den 15. januar 1928, på hvilket tids­punkt Johanna var 26 år og MAN var 59 år. (www.henrikpontoppidan.dk)

1936-1945 bopæl i villa på Krogholmvej 31, Stenløse (V Ballerup) – som en flugt fra nazi-tilstandene i Tyskland.

Krogholmvej 31, Stenløse, 12,8 km VNV for Ballerup Station. (www.egedalleksikon.dk).

Spisestuen på Krogholmvej 31. Her levede familien et hverdagsliv i krigsårene; børnene gik i skole - og ventede på at MAN kom tilbage fra Sovjetunionen. (www.egedalleksikon.dk).

1937 medlem af DKP. 1941 arresteret som kom­munist, men løsladt efter tre måneder på grund af sygdom. 1941-1946 stats­støtten på 2400 kr. til MAN officielt inddraget, men udbetalt via en særlig fond; i 1946 øget til 3600 kr. Den 3.10.1943 illegalt til Sverige. Den 23.11.1944 via Stockholm og Helsinki til Sovjet­unionen; danske udsendelser i Radio Moskva. Den 3.6.1945 tilbage til Johanna og børnene i Stenløse; MANs hjemkomst hyldet af 70.000 mennesker i Fælled­parken.

Den 25.9.1945 bolig i villa på Morlenes­vej 36, Holte, Søllerød kommune (1,7 km Ø Mads Skerns villa på Dronning­gårds Alle 80); (Googlemaps, street view; Bingmaps, bird's eye).
Morlenesvej blev anlagt 1901-1902 på en cirka 35 tønder land stor udstykning (5516,2 m x 35 = 193067 kvm, lig med et kvadrat med siden 439,39 m) mellem Øverød­vej og Konge­vejen, ejet af vin­handler Vilhelm Christian­sen. Morlenes­vej blev navngivet efter vin­handlerens første­fødte, Lise Morlene (1903-1992).

Den 11.12.1945 æres­medlem af Forfatter­foreningen i Danmark; ligeledes æres­medlem af forfatter­foreningen i Norge. 1949 æres­doktor ved universi­teterne i Leipzig samt i Greifs­wald (30 km SØ Stralsund); den 80-årige MAN hyldet af 50.000 mennesker i Fælled­parken, derefter fakkeltog til Rådhus­pladsen.

1951 æres­bolig i en 4-etages villa, Prof.-Wilhelm-Ring 20 (navn­givet efter kunst­maler Paul Wilhelm (1886-1965)) i Radebeul, naboby til Dresden.

MANs første æresbolig i Prof.-Wilhelm-Ring 20 i Radebeul, naboby til Dresden. De mange trapper – allerede fra gadeplan – var for besværlige at forcere for den på det tids­punkt 82-årige MAN, hvorfor han byttede bolig med sprogvidenskabs­forskeren Gertrud Haupt og flyttede 17 km mod ØSØ til Collenbusch­strasse 4, Dresden.

1952-1954 æres­bolig (i villa med udvendigt trappe­tårn) i Collen­busch­strasse 4, Dresden (en lang årrække derefter MAN-museum, nu ordinær beboelse; minde­plade til venstre på havens jern­stakit. Henne i vejsvinget (over for nr. 5) adgang fra en udsigts-rotunde til en stejl park ned mod floden Elben, hvorfra æres­boligens bagside kan beskues; også adgang til parken til venstre for nr. 4).

MANs sidste æresbolig (minde­plade til venstre på havens stakit, ses ikke på foto) – i Collenbusch­strasse 4, i bydelen Weisser Hirsch, Dresden – er nu privat beboelse. Gaden er navngivet efter cigaretfabrikant Friedrich Adolph Collenbusch (1841-1921). (http://www.cicerone-dresden.de).

1952 en kreds af venner købte Morlenes­vej 36 som dansk æres­bolig til MAN; mindestuer til 1959. 1953 æres­borger i Dresden. 1969 I anledning af 100-året for MANs fødsel udsendes et 10 Pfennig frimærke i DDR – ligeledes et 80 øres frimærke i Danmark. 1990 Martin Andersen Nexø's museale arte­fakter overføres fra Dresden til det nyligt istand­satte Andersen Nexø Museum i Ferskesø­stræde 36, Nexø. 1996 æres­borger i Nexø.

Deutsche Post DDR udgav 1967-1972 syv frimærke­serier med berømt­heder, 5-50 Pfennig. I 1969 udkom et 10 Pfennig frimærke med portræt af Martin Andersen Nexø, 100 år efter hans fødsel. I frimærke­serien kom MAN i selskab med blandt andre Johann Gutenberg, Ludwig van Beethoven, Johannes Kepler, Marie Curie. Ligeledes i 1969 et dansk frimærke, 80 øre. (www.commons.wikimedia.org samt www.colnet.com).

Efterskrift

Til afbalan­cering af den sene udnævnelse til æres­borger i Nexø kan vi trøste os med, at USA's politikere nu til dags frem­hæver Danmark som et socialt solidarisk land – til trods for antallet af Danmarks hjemløse. Martin Andersen Nexø har trods sine politisk vidt­løftige kommu­nistiske visioner haft stor ind­flydelse på danskernes sociale tankesæt.

Tilfældigvis: Den tyske indianerroman-forfatter Karl May (1842-1912) boede i Radebeul. Han skrev om Winnetou og om Old Shatterhand. Dog ingen indikation på slægt­skab med Johanna May.

Under aaben Himmel (uddrag af novellen, genskrevet med kommentarer):

Naar jeg bredte Tang til Tørre (til brændsel) ude i Byens Sydkant, ved Søbækken, løb jeg jævnlig op paa en lille Skanse, en Rest af det gamle Kyst­forsvar, og spejdede mod Syd. En Fjerding­vej (1 Mil = 12.000 Alen, 1/4 Mil = 1883,12 m) borte, hvor Stenen slap op og Sandet begyndte, saas Resterne af Balka Baade­havn. Havnen var til­sandet, og der dreves ikke Fiskeri fra den mere. Men her hade Bedste­far, Anders Morten­sen, haft sin Baad liggende, mens han endnu var Fisker; de spæn­dende Drenge­bedrifter, Far i sine lyse Stunder hade fortalt os om, var næsten alle øvet med Havnen som Udgangs­punkt. Fra Havnen skød den hvide Sand­strand sig som en lys Bue og endte langt ude, i Snogebæks­pynten med dens underlig fremmede, saga­agtige Silhuet af Bygninger. Midtvejs for Bugten, vidste jeg, skulde Bedste­fars bo inde bag nogle høje Klitter ved en fan­tastisk stor Mose.

Endelig en Søndag i Efter­aaret skulde det være. ”Men vi maa tage noget Mad med,” sae Far, ”for det er ikke sikkert, de har nok til saa mange Munde.” ”Ja saa,” udbrød Mor forbavset.

Vi fulgte Søndre Landevej, der løber mellem Havet og Færske­sjø, gik skraat ned over den magre Udmark med Skyde­banerne og slap gennem et Hul i Gærdet ind på Balka Lyng, en trøstesløs Sten­ørken med lidt Lyng­totter hist og her. I dette Øde ragede Fattig­huset, en stor skjoldet Bygning, der saa ud som var den over­hældt med grumset Vand, op som den eneste Menneske­bolig. Far kendte hver Sti herinde og gik foran; vi fulgte ham i en lang Række, sidst kom Mor med lille Søster paa Armen. Hun stolprede i Stenene og saa alt andet end glad ud. ”Der løber jo Lande­vejen ovre,” sae hun. Men Far skulle træde netop disse Stier.

Hvor Jords­monnet gik fra Sten over til Sand, begyndte Hytterne at dukke op, smaa og falde­færdige. Far viste paa en af dem, en lang lav Bindingsværks­længe et Stykke borte. ”Nej, er det her?” sagde Mor skuffet og saa sig om i de fattige Om­givelser. Far saa slukøret ud. ”Der er somme, der aldrig kan faa det fint nok,” mumlede han.

Bedste­forældrene (Giertrud Kirstine Svends­datter og Anders Mortensen) boede i et smalt hus (hver stue havde vinduer til begge sider) på Balka med udsigt tværs over lande­vejen (Kannike­gårdsvej) til Balka Mølle (på den tid fandtes der ikke vej øst om Hundse­myre, så al kørende trafik nord-syd foregik her). Bedste­forældrene var husmands­folk. I sine erindringer skriver Martin Andersen Nexø, at han ofte var nede hos bedste­forældrene, bl.a. for at hjælpe dem med at kærne smør – hvilket kunne tage 5-6 timer, fordi mælken havde stået for længe og var blevet sur.

Bedste­forældrene var ganske fattige. Af dyr ejede de kun en gris, en ko og en høne. Men bedste­forældrene var meget stolte af de dyr, de havde. Ifølge bedste­faderen producerede dyrene nemlig en sand overflod af flæsk, mælk og æg: ”Grisen, den behøver én bare klø i Nakken, for at den skal trives”; og om koen sagde bedste­faderen ”Blakka dér giver den fedeste Mælk i Sognet. Den kan skummes tre Gange, og saa er der ikke andet end Fløde til Rest.” Bedste­forældrenes høne hed Trine; den gik inde i stuen om vinteren og kradsede i lergulvet – der stod en riskost henne ved døren til at feje til side, hvad den lod falde. Hønen sov på tværpinden under spisebordet. Ifølge bedste­faderen lagde hønen æg hele 300 gange om året, nemlig et på hver hverdag: ”Hellig­dagene sprang den over – for ikke at lægge sig ud med Præsten,” som han lunt udtrykte det. Om vinteren åbnede de døren mellem sove­værelset og stalden. ”En Ko er bedre end to Bilægger­ovne” sagde bedste­faderen, ”og Blakka er varmere at dele Sove­rum med end den varmeste Ungmø”.

Bedste­faderen havde et skarpt blik for ulig­heder i til­værelsen, og troede ikke på at Øvrig­heden var indsat af Gud. Bedste­faderen digtede ofte paskvi­nader (satirisk vittige, ofte rimede sentenser) om men­nesker og begiven­heder, som efterpå blev citeret af omegnens beboere. Bønderne frygtede hans spot. Men også et mildt morgen- og aften­digt kvædede han ofte om som­meren:

Mârn é, når Sol kommer té,
Medda é, når Moer vé,
Autnijn sajer sæl té.

Hos bedste­forældrene fik de ”kaffe” af ristet rug og foder­vikke (bælg­plante), som blev kværnet og derefter brygget til kaffe (som ikke smagte godt). Efter truende blikke fra faderen fik børnene en klump kandis i munden mens de drak kaffe; bagefter blev kandis­klumpen lagt tilbage i sukker­skålen; bedste­forældrene var jo fattige – som de selv.

Bedste­forældrene supplerede hinanden i næsten alle Henseender: Bedste­mor hade, lille som hun var, ondt ved at nå; men så kaldte hun på Bedste­far – han kunde nå alting. Til gengæld havde han ondt ved at bukke sig; skulde noget samles op fra Gulvet var Bedste­mor der straks. Der var kun Råd til et par Briller, og bruge dem i Fælles­skab kunde de ikke, for Bedste­mor var lang­synet. Om Søndagen sad de ved Vinduet, Bedste­far læste højt og Bedste­mor hørte til og holdt imens øje med, hvem der færdedes langt oppe på Lande­vejen, ved Balka­mølle.

(Foto fra: www.mit-bornholm.dk).
Martin Andersen Nexø's bedste­forældres hus lå mellem Hundse­myre og Balka Mølle, men ligesom selve møllen er også bedste­forældrenes husmands­sted revet ned. Bedste­forældrene kunne kigge tværs over lande­vejen til Balka Mølle. Nu til dags fungerer Balka Mølles kværn­sten i vej­kanten som basis for husnum­meret: Kannike­gårdsvej 24. Bedste­forældrenes husmands­sted overfor må altså i givet fald have haft nummeret: Kannikegårds­vej 7.
Google­maps viser en tør plet i marken foran ind­kørslen til Balka Mølle (forment­lig på grund af traktose forårsaget af en sammen­trykning af jorden). Imidlertid er denne traktoseplet for lille til at kunne have rummet et hus med gårdsplads.

www.krakmap.dk
Kannikegårdsvej 7, Nexø > Hybrid etc. > Luftfoto 1954.
Kør "årstalsgardinet" frem og tilbage over adressen (syd for Kannikegårdsvej 18, kaldet Moclips).
Herved fremstår tydeligt en aflang mørk plamage på marken (med møddingplads vest herfor).
Herfra så Bedstemor hen mod Kannikegårdsvej 24, Balka Mølle.
Her lå ergo bedsteforældrenes hus! 

Bemærkning:
Det ser ud til at bedste­faderen, Anders Mortensen, brugte den landlige skik at navngive sine børn som efter­kommere af sit eget fornavn Anders, hvorimod Hans Jørgen Andersen åbenbart fulgte Københavns kommunes regler om at navngive sine børn med sit eget efternavn.

Anbefaling:
www.denstoredanske.dk
Læs om Martin Andersen Nexø, og bladr videre til fx en litterær gennemgang af Pelle Erobreren og Ditte Menneske­barn.

Martin Andersen Nexø funderer i et afsnit af titel­novellen i sin novelle­samling Barn­dom­mens Kyst (1911) over Balkas lyk­salig­heder og beskriver med lune Balka Badehotels ferierende damers køns­forskræk­kelse som endogså i vore dage (2016) kommer til udtryk i skole­elevers ulyst til at bade nøgne sammen med deres klasse­kammerater efter gymnastik­timen.

Hvid- og rødstribede badehytter på Balka cirka 1908 – på den tid hvor MAN skrev sin novelle Barn­dommens Kyst.

Barndommens Kyst 
Novellens omtale af Balka, genskrevet med måde­holdne rettelser samt bemærkninger, fx den originale ordlyd om omklædning i en Gyde i Klitten, som jeg har rettet til en Gryde. Desuden omregning af alen til meter samt andre uddybende bemærkninger.

Barndoms­mindet har sine egne Ruge­pladser, Steder hvor hver Fodbred er levende som en Fugle­klippe, og ny Erind­ringer flyver op for hvert Skridt man gør. Af en eller anden grund er Balka­bugten, der som en lys Halv­maane krummer sig ud til Snogebæk­pynten, det Sted hvor min Barndom endnu ruger, og hvor jeg for hvert Skridt kan fange et levende Minde ind. Her paa Sandet lader sig hvile ud som ikke noget andet Sted, og herfra har jeg det selv­følge­lige Udsyn mod Jorden og Menne­skene, som ene giver den styrkende Følelse af Sammen­hæng.

Her har baade Far og Bedstefar levet den bedste Del af deres Barndoms- og Ungdoms­liv, kanske er det det. Bedste­far var født paa en stor Sandgaard herinde med vandrende Marker. Hvad de saaede i Ejendom­mens ene Hjørne fandt de igen i det andet eller maatte tage det med Næt et Stykke til Havs – derude hentede de deres vigtigste Føde. Det var altid morsom­mere at sætte en Baad i Søen og lade Vinden trække den, end at tumle tre Mand høj med en kluntet Hjulplov, forspændt med otte lang­haarede Krikker; og det var desuden paa Engelsk­mandens Tid for hundrede Aar siden (englæn­dernes bombarde­ment af Køben­havn og deres bort­førelse af den dansk-norske flåde 21. oktober 1807), da hvert Menneske her­hjemme plaskede husvant paa Søen. Naar den unge tre­alens (3 x 62,8 cm = 191,4 cm) Knøs kom styrende hjem (for svag vind) fra Nat­fangst med Morgen­solen i sit Kølvand, sprang han over­modigt i Søen et godt Stykke til Havs og svømmede sin Baad ind til Land – med Fange­linen mellem Tænderne. Han gjorde op med den sandede Gaard og blev Fisker hernede – Husmand og Fisker. Og Fars Barne­verden faldt her. Han tog sin Tørn med i Baaden fra lille og legede her i sin Fritid, badede, fiskede Vrag­tømmer og listede sig bag paa den sovende Sæl med sin Træsko. . .

Her er godt at dvæle, naar man er løs og ledig! Jeg har lejet mig ind hos en Husmand inde paa Balka Lyng men tilbringer min meste Tid hernede paa Stranden, prøver at tage de gamle Svømme­ture og ligger bagefter og daser i den hule Top af en Klit, mens Solen bager mig mør. Sand­stranden viger som to lysende Horn til begge Sider og skærer et bedaa­rende Stykke Hav ud, og Luften der kommer inde fra Land, fortæller en krydret Historie om alt det den er gaaet hen over.

Nede til venstre for mig ligger et lille Bade­hus for Byens fine Damer; det er noget helt nyt. Ellers er her som i gamle Dage, Herrerne og det jævne Folk af begge Køn bader frem­deles fra aaben Strand – saa længe det varer. Inde bag mig løber en Land­maaler og hans Assistent og kigger Punkter ud – det er de første Forbere­delser til et nyt stort Badehotel siges der (Balka Badehotel 1909; nybygget som Strandhotel Balka Søbad 1975). Saa skal denne Plet af Jorden vel ogsaa til at være mondæn.

Endnu er den det i al Fald ikke. Hist og her paa Stranden holder Bønder­vogne langt inde fra Landet, de er her efter Sand, eller man har holdt Storvask derinde paa Gaarden og kører efter god gammel Skik Tøjet til Havs for at faa det skyllet. Skylle­dagen er noget af en Festdag, mange slaar den sammen med den aarlige Badetur til Kysten. Dyr og Mennesker er lige oprømte, Kuskene staar flot op i Vognen for at vise Pigerne at de ikke kender til Vand­skræk, og driver de gen­stridige Heste ud i Vandet med Raab og Piske­slag. Dyrene stejler prustende, sætter frem i Spring og slaar bagop, saa Vandet staar om dem i lysende Kaskader – en Fos af Sølv. Saa væltes Tøjet af – lige ud i Søen med det; og Kvinderne kommer træk­kende med Buk og Banketræ. De hviner og tér sig, kitler bestandig højere op og dypper alligevel; til sidst lader de opgivende Skørterne falde og hamrer løs paa de ublegede Lagner og Særke, i Vand til Livet. Slagene dirrer over Vandet i mang­foldig Brydning og gaar i ét med Hav­fladens sol­lysende Flimmer.

En og anden kommer hastende over Sandet, dukker ned i en Gryde i Klitten og kommer nøgen op igen, springer saa letfodet som et Stykke Vildt over Mare­halmen og den flade hvide Forstrand. Vandet kommer i syngende Kog under det rappe Løb, et Flad­spring og en Prusten, og Svøm­meren sætter til Havs i lange Stød.

Bag ham falder Vandet dovent til Ro igen og bliver næsten borte for Øjet, saa rent og gennem­sigtigt er det. Paa den lyse riflede Bund vugger Sollyset i de sælsomste Linjer, de spiller og forskyder sig helt sinds­svagt – som en nyskabt Hjærnes Fosfor­esceren. Man kan ligge og blive tumme­lumsk af at betragte det – helt ør.

Henne paa Bade­huset hejser nogle Damer Flaget til Tegn paa, at ingen maa passere For­stranden – tre smaa Honora­tiores, der ikke skulde synes synderligt interes­serede i de ny Regler for Vel­anstændig­heden. Folk skeler saa smaat til Bade­huset og traver videre langs Stranden, der i Aarhun­dreder har været Færdels­vej mellem Fisker­lejet ude paa Pynten og Staden (Snogebæk og Nexø). ”Der flages nok dér!” siger de tro­skyldigt og standser en Stund for at drøfte Grunden – med Smil i Øjen­krogene. – Ja, ja, der skal jo nogen til det ogsaa.

De tre Damer kommer forsigtigt til Syne, i sorte Bade­dragter, der er tæt behængte med Flæser eller Kniplinger – Gud ved hvad! Det er en helt ny Skik at gaa frivilligt i Vandet med Klærne paa, og alle Mennesker glor paa dem, mens de ængsteligt tripper over For­stranden. Pludselig standser de lam­mede af Skræk og sætter som paa Tælling Knærne indad; saa vender de og styrter skri­gende tilbage til Bade­huset. En Sømand inde fra Byen er i Færd med at klæde sig af i Hav­stokken lige ud for dem. Det er Nilen, der lige er vendt hjem efter en tre Aars Fart omkring Jorden.

Han har god Tid, den Gavtyv, og Vandet herhjemme synes at behage ham; der gaar en halv Time og det meste af en hel, inden han igen kravler op paa det Tørre. Mens han trækker i Kludene skotter han pønsende op efter Flaget: Hvad Fanden kan det skulle kunne betyde – er det Karantæne­flag mon? Saa spaserer han langsomt op ad Badehus­trappen, knappende den sidste Sele, og læser Forbudet mod at passere mens Flaget er hejst. Det tager ham forbandet lang Tid at faa det ind i Hovedet. Langt om længe slentrer han op i Klitten.

Døren glider langsomt op og de tre inde­spærrede Uskyldig­heder titter ud og trasker saa over Sandet igen, lidt slukørede oven paa Faren – eller maaske flove over deres egen sørgelige Udhaling, der staar saa dødt til al denne Sol og Glans og Nøgenhed. Men pludselig kommer der Liv i dem, de skriger, styrter udad, falder, er oppe igen og flakser gennem Vandet som opskræmte Høns. Den fæle Sømand er kommet igen og styrer ned over, lige imod dem. Helt ude i Hav­stokken standser han endelig og lader som om han har tabt noget; og langt om længe for­svinder han for ikke at komme igen.

Langs Stranden traver ældre føre (store og kraftige) Kvind­folk med deres Kurv eller Knytte. De skal til Staden (Nexø) og handle og har trukket i bare Ben; men Ho'derne er forsvar­ligt indbundne i uldne Tør­klæder. Jeg kender de fleste af dem igen, de ser ud som dem, jeg saa i min Barndom, Tiden er ingen Vegne kommet med dem.

Ved en af Vognene er man færdig med at skylle Tøj. Bonden læsser det sidste og ordner ved Hestene, mens de to Piger klæder sig af inde under Vogn­siden. De har en smule Vand­skræk, holder sig helt inde paa det Grunde og tjatter hvinende efter hinanden; Bonden sætter sig paa Toppen af Læsset og tænder sin Pibe, han bakker sindigt løs og betragter dem grundende som om de var et par Køre­heste. Saa vover han langsomt Blikket ud over det store Hav.

”Saa meget Vand der dog er til” raaber han til Husmand Holms Kvinde, der staar lidt til Søs paa et Par umaadelig svære Ben og banker Tøj – nøgen til Armhulerne. ”Ja” svarer hun muntert og retter sit Kød­bjærg op – ”og Gudskelov for alt det Vaade. Især dersom det vilde trække noget af alt det meget Fedt ud af én – for Arbejde forslaar saagu ikke!” Hendes store svedige Ansigt straaler af Glæde over alting, hun ler mod Solen og ser sig frejdigt om i Kredsen af de badende, et uformeligt Vandenes Væsen der myser (misser mod solen) af Hen­rykkelse over sit mis­lyk­kede Forsøg paa at antage Menneske­skikkelse. Og Solen ler til hende igen; den rammer Vand­fladen lidt foran hende og leger skælmsk hen over hendes vældige Mave, der som en ny frodig Verden er dukket op af Havet.

Og rundt om – mod Havets dybe Indigo (blåviolet) og det nære Vands lyse Smaragd­skær og den rene syngende Luft – staar nøgne Legemer og træffer Øjet med en egen varm, bævende Glød – af pulse­rende Blod. Luften kæler for dem, og Solen lægger kær­tegnende sin Glans i deres Lød, gør dem til glødende Funker (gnister) – Børn af den selv. Som de springer levende frem paa Baggrund af alt andet, er de det hele selv – Lys og Varme, Luft, Jord og Vand for­tættet og sammen­smæltet til en lykkelig overladet (hengivet til solen, ét med naturen) Organisme. Musklerne og de spændte Barme er Op­hob­ning af Sol, og er ikke alle Verdens Vid­undere baade kendte og uanede – og alle dens forfløjne Kræfter med – avede ind (til­dannede) som et tusend Gange fortættet Spræng­stof i dette lille plastiske Mysterium: Mennesket skabt i Sol­gudens Billede.

Det et år gamle Balka Badehotel 1910; som senere blev nybygget som Balka Søbad i 1975. I 1910 blev gårdejer Jesper Holm – af bestyrelsen for det i 1909 på Balka Strand nyopførte Balka Bade­hotel – tilbudt at overtage forpagt­ningen, da man ikke mente at omsætningen var god nok med den allerede ansatte for­pagterinde. Jesper Holms tiltag ind­befattede anlæg af rosenbede (som han gødede med tang) samt musikalske soireer med organist og komponist Kai Helmer Senstius (1889-1966) på violin og hans senere hustru Karen Sofie Hansen (1886-1974) på klaver, eller muntre sange af Nexø-lægen Carl Ulrich Boesen til eget guitar­akkompagne­ment. 1913 købte Jesper Holm Balka Badehotel ret billigt (aktionærerne fik kun 30 % af deres indskud), men døde 1914 af lunge­betændelse.