John Andreasen, 54 år.
Fotograferet 1964 af
Bornholms Tidende.
PROLOG
til interview med
John Andreasen
om hans krigsminder
fra
Anden Verdenskrig
Artiklen er desværre ikke tilgængelig på internettet hos Bornholms Tidende, så jeg har genskrevet artiklen fra et fotografi af et avisudklip – inklusive redaktionelle
rettelser såsom Googlemaps-venlig bogstavering af bynavne, tastefejl, oversættelse af tommer til centimeter, korrekt navn på luftværnskanonen, afstande mellem artiklens nævnte byer samt gæt på placeringen
af canadiernes to nævnte bivuakker.
Bivuak nr. 1 nævnes som beliggende Ø for Nijmegen [Najmégen] og desuden tæt på den tyske
grænse (Nijmegen selv ligger 108 km Ø for Rotterdam, og 105 km SØ for Amsterdam).
Hvis man tager interviewets nævnte verdenshjørne for pålydende, kan bivuakkens placering passe
med en skov/ grusgrav N for Kerkerdom, ved en runding af Rhinen (i Holland hedder Rhinen: Waal), 12 km Ø for Nijmegen. Herfra kunne canadierne genere landevejen fra Arnhem mod SØ til Essen.
I efteråret
1944 var denne fremskudte militære position rundt om Nijmegen den nordligste udpost af feltmarskal Montgomerys fortropper.
Fra Kerkerdom-skoven 23 km
mod S til bivuak nr. 2 (gæt:) en mark 5,5 km S for strøggaden i Groesbeek (der i sig selv ligger 9 km SØ for Nijmegen).
Den engelske kanon, Long Tom, ved siden af canadierne, kunne herfra
beskyde den tyske flyveplads i Weeze, 22 km mod SØ.
Krigsfakta
17.-26. september 1944 afviste tyskerne et angreb på Arnhem-broen
(John Frost Bridge) over Nederrijn (Nedre Rhinen, biflod af Rhinen N for selve Rhinen – følges de næste 165 km parallelt med Rhinen til Nordsøen).
12.-16. april 1945 indtog englænderne Arnhem.
Ergo kunne tyskerne
i julen 1944 godt have haft en kanonstilling S for Arnhem, der kunne række ca. 20 km mod S til John Andreasens bivuak nr. 2 S for Groesbeek.
1.159.000
canadiere deltog i Anden Verdenskrig. 44.090 canadiere døde som følge af krigen. 55.000 canadiere fik krigsskader.
Besøg:
Airborneatthebridge.nl
– Battle of Arnhem Information Centre ved nordenden af John Frost Bridge i Arnhem. (Denne rigtige bro ser en hel del anderledes ud end filmens eksemplar)!
Bevrijdingsmuseum.nl – Nationaal Bevrijdingsmuseum i den nordlige
udkant af Groesbeek.
Huisvandenijmeegsegeschiedenis.nl – om Waalbrug (Rhinbroen) i Nijmegen.
Veterans.gc.ca/eng – Groesbeek Canadian War Cemetary and Memorial, 2 km N for Bevrijdingsmuseum.
Personlige fakta
Johannes Thorvald Andreasen (John Andreasen):
Født: 16.9.1910, Poulsker.
Død: 3.12.1985, Rigshospitalet (75 år).
Bisat:
7.12.1985, Nexø kirkegård.
Udvandret til Canada: 6.3.1928 (17 år).
Deltog ved invasionen i Normandiet på D-Day: 6.6.1944 (34 år).
Returneret permanent til Bornholm: 1952 (42 år). Ergo: 24 år i Canada.
Gift med Rigmor Kristiansen/Christiansen: 1953 (43 år).
Interviewet til Bornholms Tidende: 1964 (54 år).
Rigmor Kristiansen/ Christiansen ejede i 1952 Weekend-Hytten.
Olav Terkelsen
Afholdsrestauranten Pax 1949 (Sylvest Jensen Luftfoto).
Bornholms Tidende, 24. december 1964:
Bornholmer holdt jul på
Nijmegen-fronten i 1944
Gravet ned i sneen med sit luftværnsbatteri.
Var frosset fast til jorden.
20 år gamle hyggelige og uhyggelige juleminder.
NEXØ, torsdag: Det er juleaften 1944, og verdenskrigen raser. Ø for Nijmegen i Holland, nær den tyske grænse, har et canadisk luftværnsbatteri under
Montgommerys 21. armégruppe møjsommeligt gravet sig ned i den frosne jord. Sneslud, tåge og måske frem for alt de stadigt svirrende rygter om et stort anlagt fremstød fra tyskerne gør
opholdet ved kanonstillingen julenat til en prøve for mandskabet – en prøve, som kun veltrænede soldater kan klare uden at tage skade på nerver og helbred.
Mellem disse canadiske soldater er John Andreasen. På det tidspunkt har han allerede flere års tjeneste i den canadiske hær bag sig. Han har deltaget i invasionen i Normandiet (i tredje angrebsbølge på
D-day 6. juni 1944 på Juno Beach, N for Caen) og er nu med i den store offensiv fra allieret side (gæt: som maskingeværskytte), der bl.a. går ud på at befri den sidste halvdel af Holland, som endnu er okkuperet
af Tyskland, og hvor befolkningen er ved at lide hungersdøden (i den lange og hårde vinter 1944-1945 hvor tyskerne forbød madleverancer til lokalbefolkningen – over 22.000 døde af sult – dog overlevede
den 15-årige Audrey Hepburn og hendes mor i Arnhem hungervinteren – ved blandt andet at spise tulipanløg).
John Andreasen slap fra krigen med livet og humøret i behold, og i dag finder vi ham på
hjemlig jord, i Weekend-Hytten på Balka.
John Andreasen er født i Poulsker, men fik meget hurtigt udlængsel. Det blev Canada, der drog ham, og her opholdt
han sig i alt i 24 år, inden han vendte næsen hjemad. Han har prøvet ikke så lidt derovre i det store fremmede land.
I Canada fik den ene bror arbejde på en fabrik, hvor der hovedsagelig blev talt engelsk – heldigt for ham.
John
fik arbejde på en fabrik, hvor en stor del af arbejderne var danskere; derfor var han længere tid om at lære ordentligt engelsk.
Kort tid før krigen
rejste broderen hjem på besøg i Poulsker. Krigen kom, og han kom aldrig tilbage til Canada.
Inden John Andreasen meldte sig til hæren,
var han selvstændig farmer og lagde særlig an på kvægdrift. Februar 1941 (som 31-årig) meldte han sig til den canadiske hær og fik sin første uddannelse derovre. Den videre uddannelse fik han i England,
hvor han bl.a. var stationeret ved Dover, hvor opgaven for hans luftværnsbatteri var at forhindre tyskerne i at flyve ind over England.
– Jeg har oplevet mange
forskellige juleaftener i det fremmede, siger John Andreasen, men julen i Holland for 20 år siden glemmer jeg aldrig. Vi lader den forhenværende canadiske soldat selv fortælle om sine oplevelser:
– Det er dagene før jul 1944. Vi ligger nedgravet med vores luftværnskanon øst for Nijmegen ved den tyske grænse, hvor vi er gået i stilling i en rydning midt
i skoven. Der ligger 5-6 tommer sne (15 cm) over hele landskabet, og det fryser hårdt hver nat. Det er i denne tid, tyskerne laver et gennembrud i de amerikanske linjer længere sydpå (gæt: Eindhoven i landskabet
Noord-Brabrant, 60 km SV for Nijmegen).
To dage før jul får vi så ordre til at trække os tilbage til Nijmegen, og kl. 22.00 om aftenen er
vi klar til at starte. Fire timer senere (kl. 02.00) ankom vi til vor nye stilling, der viste sig at være på en åben mark, hvor sneen føg ustandselig. Der skulle vi altså grave os selv og vor kanon ned. Det var
en 40 mm automatisk Boffher (journalistfejl) Bofors, som kunne skyde 120 granater i minuttet (900 g, 12,5 km rækkevidde). Gravearbejdet tog ca. 2 timer (kl. 04.00). Vi var jo ganske nødt til
at grave os selv ned, for ellers havde vi jo ingen beskyttelse mod de tyske granater, som snusede til os flere gange.
Da det var overstået, og to mand var udset
til vagter, lagde vi andre os til at sove. Selv havde jeg et lille telt, lige beregnet til én mand. Man skraber lidt sne til side og lægger sig med tøjet på. Er man bare tilstrækkelig træt, sover man ganske udmærket
på denne måde, kan jeg forsikre for. Men jeg vil ikke nægte, at jeg var stiv af kulde, da jeg vågnede. Det må have været koldt, for en flig af våbenfrakken var frosset fast til jorden, og jeg tænkte: dette
her er dagen før juleaften. Her ligger vi nu gravet ned som andre vilddyr... og hjemme i Danmark gør de klar til at feste.
Det hjalp betydeligt, da vi havde
drukket vor kaffe og stivet os af med vor daglige portion rom. I løbet af dagen fik vi gravet et stort hul i jorden. Her kunne vi sove og lave vor mad og havde såmænd et helt komfortabelt rum. I byen Gousbach (jounalistfejl) Groesbeek
(1,5 km mod S), som var en tysk (jounalistfejl) hollandsk by i Ingenmandsland, kunne vi hente alt, hvad vi havde brug for, og der sikrede vi os et komfur,
så vi i ro kunne lave vor varme mad.
Turen gennem Ingenmandsland kunne være spændende nok, for det gjaldt om at køre med speederen i bund,
hvis man ville gøre sig håb om at undgå de tyske morterer, som gjorde deres bedste for at udslette disse canadiere.
Lige begejstrede for os var hollænderne
ikke, selv om vi var kommet for at befri dem. De var bange for, at tyskerne ville jage os ud og dermed endnu engang ødelægge alt for befolkningen, men den hollandske befolkning var nok ikke klar over, at canadierne ikke sådan
lod sig drive på flugt.
Lillejuleaften spredte rygtet sig, at tyskerne havde nedkastet masser af faldskærmssoldater i udkanten af Nijmegen. Jeg husker
tydeligt, hvor tåget det var denne nat, hvor man kun kunne se et par meter fra kanonstillingen, og hvor det ”puslede” rundt om os. Til højre for os havde vi en engelsk kanonstilling Long Tom, (155 mm, granater på
45 kg, 22 km rækkevidde), som skød uafbrudt hele natten. Det var 75 kg granater (journalistfejl) med adresse til en tysk flyveplads (Weeze Airport mod SØ). Den engelske kanonstilling var i nærheden af
et hus, og hver gang de skød, raslede tagsten og ruder, og væggene slog revner. Megen søvn fik vi ikke den nat, ja, jeg kan godt sige, at det var en rigtig uhyggelig Lillejuleaften.
Juleaftensdag var meget kold, og det var fuldstændig umuligt at holde vore fødder varme, når vi var ved kanonen, men det fandt vi snart en kur for. Vi tog en gammel bezindunk, fyldte den halvt med jord
og hældte så en pøs benzin på 3-4 liter oveni. Fødderne holdt vi over flammerne, det gav varme – men var unægtelig ikke særlig godt for støvlerne!
Juleaften lavede vi selv vor mad på komfur i jordhulen, men 1. juledag fik vi besked om, at batteriet havde lavet julemiddag til hele mandskabet (ca. 300 mand). Vi delte os så i
hold, der kunne gå til køkkenvognen. Menuen stod på hønsesteg og dåsefrugt – og det var vel nok dejlig mad. Næsten hver formiddag kom Frelsens Hærs kaffebil med kaffe til os, og det var
vi også glade for. Bortset fra en enkelt granat fra de tyske stillinger ved (S for) Arnhem (ca. 20 km mod N) var juleaften ved fronten, hvor jeg lå i 1944, stille.
Det var min første jul ved fronten, de andre juleaftener i canadisk tjeneste faldt ved mine ophold i træningslejre. Foråret efter sluttede krigen, og snart efter stak jeg hjem til Danmark. Her har vi det godt;
men én ting ved jeg med sikkerhed: Julen 1944 glemmer jeg aldrig.
e.h.
Weekendhytten 1958 (Sylvest Jensen Luftfoto).
Ejer: gårdejer
Andreasen.