Frederiksvej, sektionsvis

Frederiksvej 37, Klittoppen

Klittoppen 1949 (Sylvest Jensen Luftfoto, kb.dk) set mod vest. Muligvis bygget 1935 ligesom det meget lignende hus Demmesaa, Frederiksvej 34; (hos dingeo.dk står byggeåret opført som 1955, men dette årstal må handle om tilbygningen eller garagen).
Bemærk køkkenhaven syd for huset og bemærk den store aflange brændestabel NV for huset. Et vidnesbyrd om flerårig beboelse efter russernes bombardement af Nexø og Rønne 7. og 8. maj 1945. Bemærk også den store indbyggede terrasse mod øst; nu til dags er her et stort vindue.

Før Anden Verdenskrig ejede Klittoppen hele den lange grund fra Frederiksvej mod V til Sandkrogens anden bugtning, dvs. de nuværende huse Sandkrogen 2,4,6,8 (dengang også Sandkrogen 10). Dengang fungerede det nuværende Sandkrogen 2 som vaskehus for Klittoppen.
Grunden på Sandkrogen blev efter Anden Verdenskrig solgt fra til naboen Jean Nordahn, Balka Cottage, Frederiksvej 35, som sammen med sin svigersøn, gartner Mogens Bjerregaard i løbet af en del år opførte de nævnte huse på Sandkrogen.

 

Fyrrenaalen, Frederiksvej 41

Fyrrenaalen, Frederiksvej 41

Fyrrenaalen blev bygget 1947 af Charles Sørensen (Sissi Carseruds far). Senere solgt til Frede Jensen fra Klitbo, Frederiksvej 33. Frede Jensen købte en bil som han lejede ud under navnet Balka Lillebil. Når bilen ikke var udlejet kørte Frede Jensen den som tilkalde-taxa.

Klitbo blev samtidig solgt til Frode Jørgensen fra Klittoppen, Frederiksvej 37, som herefter ejede 2 huse på Balka.

 

Frederiksvej 44, Lynghuset

Lynghuset, 1958, gårdejer J. Wernøe, (Sylvest Jensen Luftfoto, kb.dk) set mod øst. Hos dingeo.dk nævnes byggeåret 1948.
Bemærk den lille halvt overdækkede terrasse på "nord"-siden af huset. I dag er der glat væg her. I stedet er der i dag terrasse med markise på vestgavlen. Nabohusene Frederiksvej 42 og 40 ses også. Bemærk en stump af Frederiksvej i bunden af billedet.

 

Frederiksvej 52, Klithuset

Klithuset 1958, gårdejer fru Wernøe (Sylvest Jensen Luftfoto, kb.dk) set mod øst. Hos dingeo.dk anføres byggeåret 1919, renovering 1993, 164 kvm.
Bemærk de hæk-inddelte solbadnings-båse på stranden. Til højre ses en lille del af Frederiksvej 50.

 

Frederiksvej 64, Strandhuset

Strandhuset, Balka Strand ca.1920 set mod nord. Konsul Berg Munchs sommerhus. Åbenbart fotograferet fra et lidt højt punkt, fx Frederiksvej 37, Klittoppen.
Billedet er godt nok temmelig sløret, men man får et tydeligt indtryk af, hvor effektivt de løsgående kreaturer havde holdt bevoksningen nede i forne tider. Samtidig kan man forestille sig, at badning og solbadning blandt kokasser og løsgående kvæg dengang dæmpede badelysten på Balka.

 

Strandhus, 1949 (Sylvest Jensen Luftfoto) set mod syd. Bemærk øverst til venstre i billedet, at ejeren af Frederiksvej 62 er i gang med at bygge sin tilbygning som en vinkel til de to allerede sammenbyggede Balkahytter.

 

Sylvest Jensen Luftfoto 1958. Billedet forestiller Frederiksvej 64, Strandhus set mod nord. Den øverste vej på billedet er Vestre Strandvej, hvorimod den tilstødende vej er privat indkørsel til Strandhus (i forlængelse af Fyrrevej så at sige, til venstre uden for billedet).
Nord for Strandhus ses Vestre Strandvej 35, Klitten.
Til højre for Klitten ses 3 af de såkaldte negerhytter med pyramideformet tag på Vestre Strandvej 39, hvis matrikel indbefatter hele campingpladsen. (Matriklen Vestre Strandvej 37 indeholder kun selve det nybyggede (2000-nullerne) bjælkehus på en temmelig lille grund).

Desværre beskærer Grundejerforeningens hjemmeside automatisk billedet, så at man dårligt nok kan se Klitten, og kun kan se en halv negerhytte, men prøv selv at finde billedet på www.kb.dk/danmarksetfraluften.
Kopier billedets tekniske biblioteks-betegnelse: B03374_014.tif ind i søgefeltet, og klik Søg. Klik på billedet, som nu forstørres en lille smule. Klik på ikonet Fuld skærm til højre under selve billedet.

Cirka halvdelen af denne kraal af i alt 20 ens negerhytter brændte i slutningen af 1950'erne; de resterende negerhytter blev flyttet til enden af Fyrrevej og sammenbygget 2 og 2 ved hjælp af en mellembygning indeholdende køkken og spisestue, hvorved de oprindelige negerhytter i disse dobbelthuse konverteredes til soveværelser.
I tiden herefter blev Vestre Strandvej 37-39 udnyttet som campingplads for campingvogne. Nu i 2017 eksisterer som den eneste negerhytte på hele Balka kun den nordligste af billedets negerhytter som Vestre Strandvej 39. Den gamle campingplads er nedlagt, og stedet hedder nu Eco Beach Camp, med overnatning i beduintelte.

| Svar

Nyeste kommentarer

02.09 | 15:35

Hej Hvem kan jeg kontakte mhp info om havnen til lystsejlerguide, som nu opdateres. Hilsen Gitte

28.08 | 10:35

hvad med Gestapo?

22.04 | 18:39

Min fars familie havde et sommerhus på Balka, der hed Trollebo, et rødt træhus. Jeg husker desværre ikke adressen eller byggeår. Det er formegentlig revet ned.

23.02 | 16:07

ja. kontingentet er stadig 100 kr.
venlig hilsen
Kirsten Holm